Atlanterhavet 2006.

Tirsdag den 16. maj 2006 kl. 1900.

Vi var virkelig ved at være på spanden. Vores selvstyrer havde ikke kunnet klare de to regnskyld vi havde haft. De havde også indeholdt 150 mm regn. Vores jolle var tvunget noget i knæ, da den blev halvt fyldt med regnvand. Vi fandt frem til en specialist på området, Tropicom Marine, der kunne få en ny sendt fra USA på halvanden dag.

Om lørdagen, som vi skulle sejle af søndag aften, hentede vi selvstyreren, og sejlede til Virgin Gorda (British Virgin Island), hvor vi gik tur ved The Bath. Vi overnattede ved en morringbøje, og ville afgå til Salt Island dagen efter.

Vi startede dagen (søndag) med alverdens gøremål for at få gjort båden klar til atlanterhavskrydset. Kl. 12 skulle vi sejle til Salt Island, hvor vi skulle dykke på et meget kendt skibsvrag der hedder The Rhone. Vi havde lavet en aftale med et dykkerselskab, der ville hente os på Salt Island. Kl 12 drejede vi nøglen for at starte motoren, og intet skete! Intet ud over, at en sikring på 160 amp gik. Vi heksede og biksede og fandt efterhånden ud af, at det måtte være en ”pludselig” opstået fejl på startmotoren. Vi skilte den ad, men kunne ikke finde fejlen. Til sidst havde vi ikke flere af de store og hvad vi senere måtte erfare, også meget dyre sikringer. Vi aflyste vores aftale med dykkerfirmaet via VHF radioen, og lettede anker. Det var vores plan at sejle til Red Hook Bay på St. Thomas for at få løst vores starterproblem. Det blev en laaaaaang nat for sejl. Stik mod sædvanen, udeblev passatvinden denne nat og vi sejlede sølle få knob, ja vi var endda ned og sejle en halv knob baglæns på grund af modstrøm. Kl. 0430 ankom vi til Red Hook og fik kastet krogen i bugten. Pyha, ikke megen søvn.

Op igen kl. 0700 og så tog vi en taxa til Charlotte Amalie. Her fandt vi en mand, der kunne reparere starteren. Mekanikeren mente, efter at have ladet den snurre i en prøvebænk, at den kørte ok. Men idet vi insisterede på, at den måtte have en fejl, skilte han den ad, og fandt ud af at der var en kortslutning mellem den elektriske del af statoren og starterhuset. Han mente, han kunne have den færdig til dagen efter. Tirsdag kl. 1400 afhentede vi starteren. Han havde sammensat vores starter med stumper fra en gammel en magen til.

Glade var vi, skyndte os tilbage båden og fik den monteret. Og den virkede.............. Hu hej vilde dyr, vi fik jollen på dæk, pakket sammen, hev ankeret op og sejlede ind til fuel docken for at tanke vand, diesel og benzin til turen. Vi var der kl 1705, for at få at vide at de skam lukkede kl 1700. Vi tiggede og bad, og dockmasteren forbarmede sig over os, og tankede os op.

Vi havde, de sidste 14 dage, over kortbølgeradioen, fra andre både på Atlanten hørt, at der nærmest ingen vind var derude. Både havde ligget næsten stille i 14 dage og vi var blevet noget nervøse, for vi ville jo ”nå” vores koner på Azorerne og allerhelst ville vi gerne være der lidt før, så vi kunne gøre skibet og os selv, klar til at modtage dem. Vi havde derfor indkøbt endnu flere dunke til diesel, således at vi nu havde 13 dunke stående på sidedækket. Godt at have lidt flytbar ballast på båden. Vi havde nu så meget diesel, at vi kunne sejle halvdelen af vejen til Azorerne for motor, hvis det skulle være.

Efter at været tanket helt op, sejlede vi af sted. Dog for kort efter at lade båden drive lidt rundt, mens vi lige var nede og skrubbe skruen helt ren. Det havde vi lige glemt i skyndingen. Men så, kl 1900 sejlede vi væk fra den gamle danske ø St. Thomas, ud forbi Little Tobago og Great Tobago og ud på det store Atlanterhav.

Vores tur var startet. Forsinket ca. halvandet døgn jf. vores oprindelige plan. Vi havde jo den hersens aftale med vores bedre halvdele på Azorerne den 3. juni. Så en anelse travlt, mente vi nok, vi havde. Vi sejlede kun med forsejlet sat (genuaen). Det var rigeligt med vind, ca. 12 m/s. Så vi jog derudaf på en skarp foran for tværs med en vind, der var i øst. Vi sejlede omkring 23 grader på kompasset, med omkring 7 knobs fart. Bølgerne var pænt store, 2 til 3 meter, og vi havde, trods sprayhood og windbreakers, røgvand i cockpittet. Det blev en urolig nat, hvor vi blev smidt lidt rundt, og hvor vi ikke fik den store hvile.

Dagen starter altid med en solopgang. Så bliver fiskesnørerne sat ud og så er der tid til at gå en runde på skibet for at se, om alt er vel efter nattens sejlads og for at kaste alle de døde flyvefisk overbord. Mogens var sådan lidt en lille smule søsyg. Jeg gav ham en lille privat kur indeholdene ingefær og C vitamin. Det havde ikke helt den tilsigtede virkning, for han kastede straks op, i den kop han drak vand af. Kort efter skulle der en større spand til, som han heldigvis ramte næsten ”rent”.  Han blev hånet en del, men hans gode humør kunne vi ikke tage fra ham.

Jan, der aldrig bliver søsyg, spiste kold corned beef på franskbrød, Jeg havde det ikke bedre end, at jeg ikke skulle have noget af spise og Mogens kastede op. En køn forsamling af boltværksmatroser. Nå, men vi sejlede faktisk med en udemærket fart og som dagen, gik vinden mere i øsø, og vi kunne gå direkte på Azorerne. Da dagen var omme, der ved 19 tiden, og solen gik ned med en sundowner i hånden (Mogens afstod fra sundowneren), havde vi udsejlet 163 sømil på et døgn, hvilket vi var meget tilfredse med. Efter et døgn var vores position 204500 N 630700 W.

Dag 1.  Onsdag den 17. maj 2006 kl. 1900.

Dagen starter altid med en solopgang der, jo længere vi sejler nordpå, bliver tidligere og tidligere. Da solen samtidig går senere i seng, bliver natten kortere og kortere. Vi startede med, at solen gik ned kl 1800 og stod op kl 0600, så det går den rigtige vej.

Vi har sat storsejlet. Dog kun 2. reb. Altså det mindst mulige storsejl. Vi går 7,5 til 8 knob på en foran for tværs. Vinden er dog allerede nu gået i sit venlige øsø lige hjørne, så vi går lige på Azorerne.

Jeg har spist lidt blødt brød med marmelade her i nat, så det går også den rigtige vej.

Solen er hurtigt på himlen og bager ubønhørligt ned over os. Vi kan ikke bære solsejl, når vi sejler og skygge findes ingen steder ombord. Under dæk er alle vinduer lukkede og her er mindst 40 grader og absolut ingen vind. Vi sveder som små grise, når vi er nødsaget til at være nedenunder. Heldigvis er der en hurtig kur for det, når vi lader os slæbe efter båden med 7 knob. Havet er fantastisk blåt og tanken om hajer og 6000 meter vand under os, må vige for komforten.

Midt i middagsheden begynder selvstyreren at glide i koblingen. Selvstyreren må afmonteres og Jan må stå ved roret, mens Mogens og jeg skifter kobling på selvstyreren. Efter fornyet montage af selvstyreren konstaterer vi, at det ikke var der fejlen lå, så af med den igen. Efter at have skiftet drivremmen, fungerer den igen. Pyha.

Farten begyndte at falde til 8 knob, efter at have ligget længe på 8,5 og vi prøver at rebe sejlet ud. Først fuldt storsejl, senere 1. reb, for kun at konstatere, at rorpresset bliver for stort, og der ingen fartgevinst er ved det. 2. reb i igen og så må vi bare konstatere, at vi også fik lidt motion i dag.

Dovne hunde kan ingen beskylde os for at være. Vi trimmer sejl et utal af gange om dagen for at holde hastigheden på det maksimale. Det skal i hvert fald ikke være vores skyld, hvis vi ikke når Azorerne til tiden.

Mogens prøver ihærdigt at lave lidt skygge for sit forbrændte ansigt.

Klokken er henad 1900 og vi har nu sejlet 2 døgn. Vi har selv på fornemmelsen, at vi har sejlet lidt langsommere end i første døgn, men vi bliver glædeligt overraskede over at have sejlet 7 sømil mere, end dagen før.

Dagens distance bliver på 170 sømil. Vores position, efter 48 timers sejlads, er 224500 N og 630700 W.

Vi jubler over det gode resultat, ikke mindst fordi vi ved, at Atlanten har været ramt af vindstille vejr i mindst 14 dage, og fordi andre sejlere længere nordpå stadig er plaget af lette vinde.

Har netop snakket med Karsten i Panama over kortbølgeradioen. Han er en meget erfaren radioamatør og giver vejrmeldinger til danske sejlere på Atlanten og Stillehavet. Karsten oplyste, at på Atlanten, er der en lang og kraftig koldfront på vores bagbord side, der strækker sig i en bue fra Guatamala til et sted nordøst for Cuba. Karsten kender vores position og siger, at vi bør kunne se fronten mod vest, hvilket vi også kan. Lavtrykket skal vi holde os fra, idet der er stormvarsel for dette område. Så vi holder så langt østpå vi kan, dog med det for øje, at der er ved at samle sig et kraftigt højtryk øst for os. Hvis vi sejler for langt østpå, risikerer vi at komme ind i et vindstille område.

Snakker senere med Finn fra skibet Wavetrain, der ligger ved Grenada, og med Bent fra skibet Arete, der ligger 1100 sømil fra Azorerne i let vind. Bent beder os ringe til hans kone over vores satelittelefon, idet han er bange for, at hun ellers bliver nervøs over deres noget forsinkede ankomst til Azorerne (7 dage). Fantastisk med al den form for kommunikation.

Dag 2. Torsdag den 18. maj 2006 kl. 1900.

Sidder netop nu og skriver lidt på dagbogen. Mogens har næsten lige vækket mig, for så jeg kunne komme på vagt fra 0000 til 0300. Jeg har ikke lukket et øje. Jeg tror lige, vi alle skal vende os til at sove i den larm og de bevægelser, skibet frembringer under sin flugt over bølgerne.

Mogens, der ellers vejer 105 kg, må ofte finde sig selv svævende over sin køje i forskibet, når båden flyver ud af en bølge, for kort efter at lande på den næste bølge med et brag så stort, at man kan undre sig over at båden stadig er i et stykke.

Loggen står på 7,5 knob, hvilket ikke er godt nok under disse forhold. Lidt trimmeri med sejlene bringer den op på 8,5 knob. Fint, men absolut ikke mere komfortabelt. Men hvorfor skal de andre sove, når jeg heller ikke kan.

Månen er netop stået op over horisonten. Den er halv og ganske gylden, og så kaster den et flot guld skær over vandet.  Et flot syn på en i forvejen, stjernebestøvet sort himmel. Vi havde lige vænnet os til, at sydkorset altid hang bagved båden og nordstjernen foran os, når vi sejlede op gennem Caribien. Nu, hvor kursen er lagt om til 51 grader, lige mod Azorerne, så ligger nordstjernen på vores bagbord side og sydkorset på styrbord sammen med det store flotte stjernebillede af skorpionen.

Pludselig rammer et eller andet, en af egerne i bådens rat, efterfulgt af en flaksen og et vældigt spektakel. En flyvefisk er landet i cockpittet og laver en masse larm. Den taber dog hurtigt pusten, og bliver smidt over bord. Føj, den lugtede som hundrede gamle sildekasser.

Kl. 0300 vækker jeg Jan, der overtager vagten. Rart at komme i køjen. Jan vækker mig igen kl 0530, så jeg kan se solopgangen. Den er desværre ikke værd at betragte. Nærmest en gul bold, der pludselig skyder op af havet og varmer ens ansigt. Hopper i køjen igen og sover til kl. 0900.

Vinden driller lidt og er svag fra østnordøst, og vi kan kun holde en hastig på 5 knob med en kurs på 20 grader, i stedet for de 52 grader, der er kursen mod Azorerne.  Jeg går en tur på fordækket, og smider et par døde flyvefisk overbord.

Henrik går i barndom, og leger med modelflyvemaskiner.

 Jeg opdager, at der kommet en flænge på 5 cm i forsejlet. En flænge, der skal repareres straks. Jeg klipper et passende stykke af solsejlet og syr det over hullet. Det bliver syet med tackelgarn og sadelmagerhandske. Det er og bliver dog en lappeløsning, den skal laves ordentligt på Azorerne.

Pludselig formørkes himlen, og det begynder og regne. Mogens står ude i regnen og nyder det kølige ferskvand. Næsten aldrig regn uden blæst og inden vi har set os om, har vi rebet både stor- og forsejl og rebet ud igen. Godt, at besætningen får lidt fysisk motion, så det ikke kun bliver til åndelig motion.

Kl. 1900 kan vi konstatere, at vi knap har udsejlet 500 sømil på 3 døgn. 497 blev det til med det sidste døgnmål på 164 sømil. Vi ligger på position 2400 N 5833 W.

Dag 3. Fredag den 19. maj 2006.

Skøn morgen. Båden ligger stødt på en styrbord halse. Vi går så tæt på vinden vi kan. Sådan en mellemting mellem en foran for tværs og bidevind. Vi har gået godt hele natten, mellem 6,5 og 7,5 knob. Vi får virkeligt kørt nogle sømil under kølen om natten.

Mens vi står og ser lidt ud over vandet, bemærker vi at vi har noget tovlignende, hængende efter båden, ca. 1 til 1,5 meter under overfladen. Bekymringen går på, hvorvidt tovet hænger i skruen eller i roret. Begge dele kan være problematiske. Skruen kan blive viklet ind i tovværket, hvis vi starter motoren, og tovværket kan arbejde sig ind mellem ror og skæg og hæmme rorets bevægelighed. Problemet er at finde ud af, hvor galt det står til. Mogens foreslår, vi stikker hånden ned under vandet og tager et billede af problemet. Glimragende løsning, så med 7,5 knob, tager vi et billede af problemet.

Billede af problemet, fotograferet fra badeplatformen med armen nede i vandet ved 7,5 knob. Fantastisk farve og klarhed i vandet.

Tovet, eller hvad det er, sidder på skruen og er viklet ind i roret. Det forklarer, hvorfor roret går lidt trægt. Der er ingen vej uden om. Jeg må ned og skære tovet frit. Vi ruller genuaen ind, og piner båden på højden med 2 reb i storsejlet, så vi næsten går i stå. Jeg springer i vandet, bevæbnet med en kniv. Den får jeg nu ikke brug for. Tovet, der viser sig at være resterne fra et trawl, sidder løst på skruen og kan hales ud af spalten mellem ror og skæg. Vandet er fantastisk blåt og solen kaster sine lange stråler ned i vandet. Det virker uendeligt dybt, når man ligger og ser ned mod bunden (der er 5000 meter under mig) og for en stund svømmer jeg rundt og dykker lidt i dette blå rum, der virker så uendeligt. Jeg bliver så betaget, at jeg helt glemmer, at der findes hajer herude, og at vi tidligere på turen sejlede ind i en.

Pludselig lyder knarren på fiskehjulet, Jan og Mogens er med en atlets behændighed ude på badeplatformen, hvor de kæmper med en fightervillig Wahoo. Det bliver dagens højdepunkt. Efter en god kamp, bliver fisken landet og ender sine dage ved et hårdt slag med et spilhåndtag.

En meget flot fisk. Ren i kødet, smager ikke det mindste af fisk og lige til at skære i skiver. Gad vide, hvor meget en spandfuld skiveskåret wahoo ville koste ved fiskehandleren. Vi skar 12 skiver til 3 måltider og smed resten ud til hajerne.

Om aftenen fik vi stegt wahoo med ris og limesovs. Jeg behøver vel ikke at fortælle at det smagte himmelsk?

Dagen endte med en flot solnedgang og en god sundowner. Rom, ananasjuice og helt frisk revet muskatnød.

Al den fisken og badning gjorde vel at vi lå stille en time, så vores gennemsnit kom kun til at ligge på 147 sømil. Vores position var kl. 1900  -  2540 N 5637 W.

Dag 4. Lørdag den 20. maj 2006.

Lige efter solopgang, flover vinden fuldstændig. Et kig på vejrfaxen viser at vi har stukket stævnen ind i højttrykket, og det er flovt. Ikke fordi vi havde andre muligheder, men vejret er flovt. Kortet skal drejes en kvart gang til højre og vores position er markeret med en gul plet.

Okay det er selvfølgeligt lidt kedeligt med vindstille, især når der står en dønning på 3 meter. Det hele går op og ned og fra side til side. Men når vi ser på kortet, hvilket vejr de har lige nord for os og i England for den sags skyld, gale, gale og storm, og også Danmark må lide under koldt og blæsende regnvejr, så har vi det ganske godt.

Vi starter motoren og tøffer stille og roligt mod Azorerne. Vi ved, vi har dielsel med til 11 døgn, så der er ingen panik.

Min datter Freja har fødselsdag i dag, hun bliver 5 år.  TILLYKKE  TILLYKKE.

Dagen fejres sammen med resten af familien.

Dagen igennem tøffer vi begivenhedsfattigt over det øjensynligt uendelige blå ocean. Vi bager et franskbrød og spiser det med en skive kølig ost.

Pludselig er der bid igen, en lille guldmarkrel på ca 70 cm er bidt på. Den ser lækker ud, men vi har jo stadig vores wahoo i køleskabet og guldmakrellen kunne godt være lidt større, så den bliver sat ud igen.

Dagens tøfferesultat blev 129 sømil, og vi befandt os kl. 1900 på position 2717 N 5508 W.

5. dag. Søndag den 21. maj 2006.

Dagens resultat blev 138 sømil, og kl 1900 befandt vi os på position 2833N 5301W.

Der sker ikke altid så meget ombord, for vi finder ind i en daglig trummerum med madlavning, badning hver dag med sæbe, div. småreparationer, vejrkort, snak med andre både og ikke mindst min daglige aftensamtale med Pia. Det er dejligt at høre nyt hjemmefra, men også lidt underligt, at jeg ikke liiige kan ordne ditten og datten. Det lyder nu til, at alt går godt på hjemmefronten.

6. dag. Mandag den 22. maj 2006.

Natten igennem havde vinden drillet. Svag fra skiftende retninger, så motoren har været til og fra en del. Jeg havde været vågen natten igennem og set filmen ”Master and Comander” fra cockpittet. Spændende at se en film om livet på de 7 have, mens man selv ruller i søerne. Den detalje, er der ingen biografer der kan efterligne, nej sikke en simulator, der skulle til…..

Straks, da solen brød igennem, satte jeg fiskestangens røde plastikblæksprutte i vandet. Mindre end 5 min senere, havde en fin lille tun bidt på. Også den måtte lade livet for spilhåndtagets tunge slag. Få min senere havde den mistet 4 gange 3 cm tykke skiver af sin midte. Ejendommeligt, hvor blodfyldt tunfisken er og mærkeligt at mærke, at fisken er varmblodet. Jeg ved ikke, hvilken temperatur den har, men det føles som om den er 37 grader.

4 gode bøffer. Lige til stegepanden.

Det var også dagen, hvor vinden drejede over i syd, hvorved vi straks benyttede lejligheden til at sætte spileren. Med alle 250 kvardratmeter sejl sat på en agten for tværs, strøg vi afsted med 8,5 knob. Dette gik godt i flere timer, indtil vinden tog til, og spileren pludselig flængede fra bund til top. Ærgerligt, men den var heller ikke helt ny længere.

mens alt endnu gik som planlagt.............

7. dag. Tirsdag den 23. maj 2006.

Efter at have gået lidt halvsløjt om aftenen, sådan 4,5 til 5 knob, som i øvrigt passede rigtigt til højtrykket og vejrudsigten, tog pludselig pokker ved vinden. Fra midnat blæste det en 10 til 12 sekundmeter fra sydøst. Vi løb ca. 7,5 knob natten igennem i en meget behagelig rytme. Fra morgenstunden steg hastigheden til ca. 8,5 og til tider 9 knob.

Båden gik utrolig stødt og jeg bagte et lækkert franskbrød til morgenmad. Jan bagte et rugbrød og Mogens knækkede en kokosnød og bagte en drømmekage fra Brovst. Det var rigtig store bagedag. Kagen skulle bruges til vor midtvejsfest, hvor vi vil fejre øjeblikket, hvor vi pludselig kommer tættere på Azorerne end på Caribien. Vi havde 2242 sømil at sejle, da vi forlod Caribien og har nu kun 1121 sømil tilbage og det efter 7 døgn og 6 timer.

8. Dag. Onsdag den 24. maj 2006. (kun 7 måneder til JUL).

Vejret var noget blæsende og hen ad morgenstunden, måtte vi begynde at håndstyre, da selvstyreren ikke længere kunne følge med.

Kl. 0400 nåede vi midtvejspunktet, nemlig halvdelen af de 2242 sømil. Nu var vi 1121 sømil fra Caribien og det samme fra Azorerne. Vi fejrede det med den hjemmelavede drømmekage fra Brovst og 2 liter cola.

Dagens distance blev så meget som 200 sømil. Vores position kl 1900 var 3200N  3721W

9. Dag. Torsdag den 25. maj 2006.

Vi har hujet af sted på en halvvind fra ssw i 20 til 25 knob. Kurs stik vest. Både Herb og Karsten anbefaler, at vi i to
dage lader være med at sejle mod nord, da der er stormvejr nord for os. Så vi har taget to reb i storsejlet og rullet
genuaen halvt ind og gør os det så komfortabelt som muligt. Vi ruller en del i 3 meter høje bølger og løber omkring 8 knob.

Jeg har bagt chokoladekage og vi hygger os med film, bøger og sover lidt til middag, mens båden kører derudaf for selvstyrer.

En del af tiden går med at hente vejrkort ned på computeren, analysere dem og snakke med Karsten, der er vores erfarne vejranalytiker.

Den gule plet er vores position og vi er på vej mod Azorerne, der er markeret som et par sorte pletter lige vest for det store H over tallet 590.

10. Dag. Fredag d. 26. maj 2006 - Dagen, hvor alt går skævt!

Vi suser af sted over bølgerne. Ved middagstid bliver vi ramt af en frontpassage, der får vinden til at øge til 45 – 50 knob
og lidt mere i pustene. Vi får kraftig regn, der næsten slår bølgerne ned. Forsejlet er rullet helt væk og vi har 2 reb i storsejlet.
Vi sejler mellem 8 og 9 knob på en halvvind. Selvstyreren klarer stadig jobbet og vi tre kyllinger sidder i kahytten og luner os.
Radaren er tændt og klarer udkigget.

Men bølgerne bliver snart så store, at 2 bølger ruller hen over båden fra siden. Når vi ser ud af vinduer og skylights, er der
vand overalt. Vi får en masse vand ind i kahytten, gennem en ikke særlig tæt nedgangsluge. Vi tørrer op med en del håndklæder
og ændrer kursen, så vi sejler mere med vind og sø. Jeg må i cockpittet og kontrollere, at det hele går rigtigt for sig og da
selvstyreren giver op over for den urolige sø, må jeg håndstyre. Den kraftige vind varer kun et par timer, men får alligevel søen
til at rejse sig til 5-6 meter høje bølger. Vinden aftager først til omkring 30 knob, for derefter at løje yderligere. Vi sætter noget
mere sejl og holder stadig en god fart. Den voldsomme sø er dog noget langsommere til at lægge sig end vinden, og vi bliver
kastet  hid og did. Da jeg prøver at sætte selvstyreren til for at få en kort pause, bliver vi løftet op af en bølge og surfer pludselig
nedad med 14 knob. Selvstyreren klarer ikke at styre under dette og falder for meget af og det er lige før at båden bommer.
Jeg griber rattet i en hurtig bevægelse og drejer uden at slå selvstyreren fra, hvilker brækker 3 plastikhjul af inde i selvstyreren.
Tusind ulykker. Jeg afmonterer selvstyreren, mens Mogens og Jan tager over ved rattet og begynder at skille den af. Det viser
sig, at der foruden problemet med de defekte hjul, også er revet en komponent af på en printplade. En lille komponent på et par
millimeter er blevet spist af en drivrem. Komponenten har 3 små ben, der er knækket af en tiendedel fra komponenten. Resten
sidder på printpladen. Jeg gør et forsøg på at lodde den fast, men i den høje konfuse sø, er det langtfra nemt. Jeg lodder under
en lup, og efter forsøget, kan jeg ikke, selv under luppen, konstatere om den er loddet eller ej. Det er utroligt småt. Men efter
at have samlet selvstyreren, viser det sig mirakuløst, at den atter virker.

Glæden over, at vi ikke skal håndstyre, bliver dog lidt forstyrret af, at aftensmaden havner på dørken.

Vi opdager, at skødebarmen på forsejlet, har fået en alvorlig revne. Vi håber, den holder til Azorerne, hvor en sejlmager må se på sagen. 

Vinden løjer yderligere, og vi må suplere med lidt motorkraft. Men efter en time, taber motoren kraft og går senere i stå.
Mogens og jeg roder med motoren og finder frem til et tilstoppet brændstoffilter. Filteret, der er kombineret med et
vandudskilderfilter, bliver skiftet, og med megen påpasselighed, bliver filteret fyldt op med ren diesel i køkkenets halvlitermål.
En utrolig besværlig affære i en konfus sø med 4-5 meter høje bølger. Vi gør vores yderste for ikke at spilde, mens vi ruller
voldsomt fra side til side. Vi får liv i motoren igen, men det holder kun kort, førend den igen sætter ud. Dieslen i vandudskilderen
er helt mudderfarvet, og efter et par filterskift, har vi ikke flere filtre. Problemet er øjensynligt, at slam i dielseltanken bliver
hvirvlet op i den voldsomme søgang og tilstopper filtrene. Vi gør et par forsøg på at rense filtrene med en opvaskebørste i
en bakke med benzin, hvilket virker, men er utroligt møjsommeligt i søgangen. Det løser imidlertid kun problemet kortvarigt,
og vi bliver enige om at lade motoren suge diesel fra en dunk istedet for fra tanken. Der bliver monteret en dunk i Jans kahyt,
hvilket løser problemet, men samtidig gør, at han ikke kan være der for larm og varme fra motoren. Vi er ved at være slidt
helt ned af at arbejde i den søgang, så det bliver løsningen pt.

11. Dag. Lørdag d. 27. maj 2006.

Efter at have sovet ud – sådan ca., rullende fra side til side, bliver dagen idag helt anderledes opløftende end dagen i går.

Dagens store højdepunkt................... Vi sidder i cockpittet og snakker lidt om løst og fast. Der er efterhånden svag vind,
høj sol og sommer......pludselig,  lodret ud af vandet, springer en fuldvoksen kaskelothval. På toppen af sin himmelstræben,
krænger den over og lander på siden, og lander med et fantastisk plask. Det kan være svært at forestille sig, men når man
har i tankerne, at hvalen er 20 meter lang og vejer op til 30 tons, har man en fornemmelse af, hvilken kraftpræstation der skal til,
og hvilket hul, der giver i Atlanten, når den lander igen.

Kort efter, kom der 5 andre kaskelothvaler til. De kom mere stilfærdigt til overfladen, nærmest ligesom ubåde, der bryder
havoverfladen. Vi rullede genuaen ind og sejlede alene for storsejlet, helt tæt på dem. Til sidst var vi mindre end en bådslængde
fra dem og kunne mærke, hvordan modet sank.

Man føler sig noget lille i forhold til en hval, der er noget større end ens egen båd. Ikke alene størelsen er imponerende, men at
lytte til deres enorme åndedræt, når de blæser luft ud og sender vand op som en gejser.  

En halv kaskelothval. Stykket fra rygfinnen til halen er under vandet. Når de dykker, svinger de halen ud af vandet –
åhh, hvilket er et fantastisk syn. En kraft demonstration af de helt store.

Jeg vedlægger lige et par halebilleder.

12. – 14. Dag. Søndag d. 28. – Tirsdag d. 30. maj 2006.

Vi er ved at stikke næsen ind i noget, der ligner et Azor højtryk og vi bliver nødt til at supplere den svage vind med lidt
motorkraft. Ærgerligt. Vi havde stukket næsen lidt op efter en overfarts tid på 13 dage, eller måske lige under 13 dage.
Men de næste dage tøffer vi kun 120 sømil pr. dag. Nogle gange lidt mindre, når vi vælger at sejle rundt efter delfiner og hvaler.

Så 14 dage er mere sandsynligt. Heller ikke dårligt, og vi har kun sejlet 52 sømil for langt, i forhold til de 2242 sømil, vi
skulle sejle fra St. Thomas, hvilket også er rigtigt godt. Vi nyder de sidste dage. Vi bader i Atlanten, slikker solskin, læser
bøger og holder udkig efter delfiner og hvaler. 

På overfladen så vi ofte denne sælsomme goble, der kaldes en Portugisisk Orlovsmand. Goblen, der er ca. 10 cm lang, har
et oppusteligt sejl på ryggen, der er udformet sådan, at den kan sejle i en ret pæn vinkel op mod vinden. Alle gobler af denne
type sejler samme vej og er der mange i et område, ser det ud som om de sejler om kap, som i en rigtig kapsejlads, dog i andet
målestoksforhold. De er meget flotte, men særdelses aggressive i deres giftige tentakler. Det siges, at man kan dø af at røre dem.

På 14. dagen får vi endelig Azorerne i sigte. 42 sømil ude ser vi Faial, som den første ø. Vi skal i havn i Horta, hvor alle de
andre langturssejlere ligger. Efterhånden som vi nærmer os, ser vi denne meget grønne og frodige ø. Hvor er det dejligt at
ankomme på en solbeskinnet dag som denne.  

En meget glad besætning. 1. del af atlantkrydsningen er vel overstået. Forude venter en uge med selskab af vores bedre
halvdele (uden børn), hvilket vi har glædet os rigtigt meget til.

Dog skal vi først lige en tur hen på Cafe’ Sport og ha’ en enkelt eller to og så selvfølgelig snakke med alle de andre sejlere
(bl.a. flere, som vi har snakket med undervejs) om deres og vores oplevelser og strabadser på turen over Atlanten.

Vi har lagt til som båd nr. 3 udenpå en tysk og en fransk båd. Dvs. for at komme i land, skal man gå hen over de andre bådes stævn.

Vi skal nok lade være med at trampe, selvom vi garanteret kommer sent hjem i nat!

Så i morgen, skal der klareres ind, båden skal gøres ren, der skal vaskes tøj, ryddes op, sejl afleveres til sejlmageren, se de andres både,
nok besøge Cafe’ Sport igen o.s.v.

Og endelig oprinder søndagen, hvor min Pia ankommer.

En stor Atlanterhav’s hilsen fra Henrik

P.S. Så er vores koner taget hjem igen. Ugen forsvandt som dug for solen.

Heldigvis er der ”kun” 3 uger, til vi ser dem igen i Skagen ca. d. 1. juli.

Pia fyldte rundt torsdag d. 8. juni og det blev rigtigt fejret med en del sejlende gæster, mange Dannebrogsflag, fødselsdagssange på flere sprog,
mange fødselsdags sms’er, ikke mindst gaver og masser af god mad, surprise fødselsdagskage, vin og portugisisk champagne. Natten blev tilbragt
på et supergodt hotel med spa, hvor hotellet spenderede importeret champagne på os.