Hej alle sammen. Jo jo vi er skam i live, men hvor har vi dog travlt med at leve livet. Men vi er altså kommet godt til Caribien og er stået til søs i det meget blå vand.

Det hele startede med, at vi ankom til Tobago så tilpas forsinket (15 min) at vi så vores fly til Trinidad lette for næsen af os. Det var British Airways noget kede af, så de fik os booket ind på et andet lille lokal propelfly uden beregning, og uden at de skelede ret meget ( så dog lidt undrende ud) til vores 360 kg overvægt.  

Men hvor er det dejligt at være tilbage på Trinidad. Ikke alene kom vi hjemme fra sne og kulde og ned i 35 graders varme, men denne meget varme atmosfære og alle de venlige mennesker i marinaen får virkelig en til at live op. Solen, som vi har længtes efter, skinner ubønhørligt dagen lang og i den kølige morgenluft ved solopgang og ved solnedgang flyver de grønne papagøjer parvis skræppende lavt over mastetoppene til regnskoven i baggrunden.  Pelikanerne og fregatfuglene, der flyver ude over bugten vidner om, at vi i sandhed er i en anden verden.
Og med usvigerlig sikkerhed blev båden søsat endnu en gang.

 Med 4 måneders rejse forude og omkring 5000 sømil der skal sejles, skal der provianteres lidt ud over det sædvanlige. Vi fandt et supermarked, der tilbød os at køre varerne til skibet uden beregning. Jeg ved ikke, om de ville ønske, at de ikke havde tilbudt os det, for varerne fyldte en hel minibus, hvor de sidste varer måtte læsses ind af et vindue, for at få det allersidste med. Utroligt, at al den mad og ikke mindst drikkevarerne forsvandt i skabe, skuffer og kistebænke. Kun den efterhånden manglende vandlinie afslører, at vi ligger meget tungt i vandet.

Vi var her tidsnok til at få det sidste med af Carnevallet. Til et show der hedder Champs in Concert, hørte vi de bedste steelbands, hvor op til 100 musikere spiller på ca 150 olietønder i et band. Vi hørte årets bedste calypso numre og så de bedste kostumer. Specielt årets queen var meget flot. 

 Efter en god uge på Trinidad kastede vi fortøjningerne og sejlede til en lille bugt, hvor vi var inde i rigtig regnskov (i ført regnjakker i silende regnvejr) for at fælde en ca 15 meter høj bambus. Vi var ved at blive ædt af myrer, myg og andet kryb, men ud fik vi den. Utroligt så stærk sådan en bambus er. Ca. 10 cm. i diameter. I skoven så vi papegøjer og hørte overalt de kraftige brøl fra brøleaberne. Vi så dem ikke. Heldigvis, for de lød meget aggressive.

 Senere sejlede vi til en lille ø der hedder Chacachacare . En lille ø i Trinidad med en grum historie. Denne ø blev brugt som karantæne ø for de spedalske (men kunne lige så godt være en  fængsels ø, da ingen måtte forlade den) I mange år, blev dem der fik sygdommen forvist til denne ø. Folk levede og døde på denne ø og befolkningen var faktisk ret stor. Der var veje, posthus, kirke, sygehus, elværk, apotek osv.

Midt i halvfjerdserne, altså for 30 år siden, fik de sygdomsramte en medicin, der gjorde dem smitte fri og de forlod alle øen på en nat, så at sige, uden at medtage nogen former for egendele. Øen må være meget forhadt eller frygtet, for ingen har nogensinde hentet deres personlige ejendele, papirer eller dokumenter og ingen har nogensinde bosat sig på øen igen. Vi kastede anker i en lille bugt, hvor vi kunne se nogle få faldefærdige huse gennem den tætte bevoksning. I den sorte nat lå vi i bugten uden der, var det mindste lys fra land. Det er faktisk ikke helt rigtigt..... der var et lys tændt på øen, nemlig fyrtårnet på toppen af vulkanen. Om morgen sejlede vi ind til land, og gik på opdagelse i vildnisset. Vi fandt byens elværk, hvor hele kraftværket endnu stod, som da det blev forladt.

 På byens posthus, fandt vi i bankboksen, hvor bankbøgerne for folks indestående var på og mange andre dokumenter. Det sidste, der var skrevet i bøgerne, var fra 1976.

Kirken var efterhånde medtaget af det fugtige klima. Der, hvor der var huller i taget, var der efterhånden også huller i gulvet. Så vi skulle være påpasselige med, hvor vi satte fødderne.

Selv i Guds eget hus bliver der også lavet grafitti.

Efter en del søgen og huggen med macheten, gennem den tilgroede regnskov med de mange irriterende lianer, fandt vi øens hospital. Line var ikke mobil nok til den hårde tur hen til hospitalet, da hun få dage forinden, havde skåret sin fod på et stykke glasskår.

Det viste sig at være meget spændende. Hospitalet havde to sengefløje i stueplan med hver ca. 20 sengepladser. Sengene, der så ud til at have været datidens fineste elevationssenge, var næsten rustet op, men de stod der alle
sammen endnu.

I Røntenlokalet stod røntgen-apperatet der stadigt og en hel stak røntgenbilleder, lå og flød på gulvet. Men det absolut bedste, var hospitalets apotek, der lå på 1. sal. Det var ret stort og det bar præg af, at det var forladt, uden at medicinen var taget med. Derimod bar det præg af, at vandaler havde rodet gevaldigt på hylderne.  

Der lå tusindvis af 5 ml ampuller med et flydende stof der hedder Promin Solution. Mange flasker havde dødningehoveder på etiketterne og dåser med tabletter ligeså.

Med macheten åbnede Mikkel en dåse der skulle indeholde 1000 asparin hovedpinepiller.

Som det ses, var tabletterne i fineste stand, selv om dåsen var noget rusten.

I bogholderiet, var der et hav af protokoller og receptbøger, hvor man kunne se hvilke patienter der fejlede hvad, hvornår og hvad de fik af medicin. Alt skrevet med sirlig håndskrift og sidste årstal, vi så ført til protokols, var 1976.  Utroligt at det hele bare lå her. Selv om hospitalets medicin og udstyr da have måttet have været af en vis værdi, er det hele bare blevet efterladt, da øen blev forladt.

I et andet rum var en hel palle med medicin blevet væltet ud på gulvet. Det hvide pulver, ved vi ikke hvad var. Vi turde ikke smage på det. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der lå en mærkelig stemning over stedet. Vi havde det lidt lige som ham der Palle alene i verden. Helt mutters alene, men det føltes som om, man kunne mærke, at alle disse spedalske menneskers sjæl stadig var i husene. Lidt uhyggeligt og lidt spøgelseagtigt.

Vel ude af regnskoven og væk fra denne døde by, slappede vi atter af ombord. Børnene lå i hængekøjen og læste lektier. Dagens modul var historie og handlede om sygdom og død. Afsnittet om SPEDALSKHED havde selvfølgelig stor interesse.

Vi forlod Trinidad kl 3 om natten og sejlede til Grenada. Som sædvanlig en tur, der gennemryster både skibet og besætningens maver. Problemet med besætningen om bord er, at vi ikke har sejlet i næsten et år og derefter sejler næsten direkte ud i et farvand, der er meget oprørt. Fra vindstille til hård vind. Et skift der sker inden for få min. Hele Atlanterhavet kommer rullende ind fra styrbord med meterhøje bølger, så inden for de første timer, blev der ofret til Kong Neptun hele 15 gange. Med 2 reb i storsejlet og lille fok, sejlede vi de 80 sømil til Grenada på ti en halv time. TAKE THAT  JOY!!!!!!

Ud over al den ofren til havet, havde vi dog et par sjove oplevelser undervejs. Først fangede vi en Baracuda (gedde lignende fisk) og den endte sine dage som ovnret. Vi spiste den dagen efter og den var virkelig velsmagende.

Men det mest ophidsende undervejs var, at vi ramte en haj. Henrik stod ved roret da det skete. Der lød et ordentligt bump i skibet, da hajen ramte roret og rattet  blev revet ud af hænderne på Henrik. Vi kiggede alle ned i vandet, for at se hvad det var og der så vi en ca. 3 meter lang haj, der rullede rundt i overfladen med finnerne oppe i luften. Den blev liggende med bugen opad, godt groggy, og sank langsomt i vandet. Godt den ikke bed på fiskekrogen.

Vi har tidligere oplevet et uhyre, der er løbet af med krog og 750 meter 0.70 mm i et udløb, mens fiskehjulet hvinede.

Nu er vi vel oppe i et lille ø-rige der hedder Grenadinerne, hvor der er kort afstand mellem øerne og mange dejlige strande og rigeligt med kokospalmer.

Mikkel klatrer i palmerne som en abekat, og smider kokosnødderne ned til Line.

Sådanne grønne kokosnødder skal bare have et ordentligt hug med macheten, så kan man drikke den friske kølige kokos saft.

 Mikkeline er ved at være så store, at de er gode til at give en hånd med ombord.

Hilsen fra os alle, Pia, Henrik, Mikkel, Line og Freja