I begyndelsen af det 16 århundrede så den danske konge med stigende misundelse på at andre lande hjembragte store rigdomme fra Amerika. Danmark havde i forvejen besiddelser i Afrika og Trankebar. Kongen besluttede derfor i 1633, at der skulle sendes en ekspedition til  Caribien for om mulig at besætte en af øerne.

Det var nu nemmere sagt en gjort, danskerne flyttede dengang ikke gerne ret langt uden for føde sognet, så ud over søfolkene var der ingen der ønskede at komme så langt væk for at bosætte sig.

Problemet blev dog klaret på den måde, at straffefanger og letlevende damer der sad i fængsel blev tvangs udskrevet til at deltage. Turen blev frygtelig mange døde af søsyge og skørbrud på den tre måned, s lange tur. Det var således kun omkring 100 mennesker tilbage da man kom ned til St. Thomas og fandt øen ubeboet, men en fortrinlig natur havn.

Folkene blev sat i land og begyndte at rydde junglen så jorden kunne opdyrkes. Skibene sejlede herefter hjem efterladende de få mennesker. De fleste danskere døde hurtig af malaria, slangebid og andre tropesygdomme.

Den næste ekspedition  blev udsendt i 1666  også med straffefanger og letlevende damer og enkelte frivillig . Som øverstbefalende deltog en mand ved navn Jørgen Iversen Dybbøl, Jørgen Iversen var en hård, retfærdig og gudfrygtig mand. Deltagerne skulle således møde til andagt morgen og aften og udeblivelse blev straffet med pisk.

Ved ankomsten til St. Thomas fandt man kun en håndfuld overlevende danskere, men der var nu en del englænder , franskmænd, portugisere og spanioler  som var flygtet fra de andre øer og det tyranniske styre der herskede på disse øer.

Jørgen Iversen Dybbøl indså straks, at det var nødvendig at bygge et forsvarsværk  så man kunne modstå et angreb fra andre lande og sørøvere.  Alle arbejd duelige folk blev derfor sat i arbejde med opførelse af et fort der stod færdig i 1671 - 1672 og blev opkaldt efter den danske  Kong Christian.

og hedder således fort Christian og byen blev opkaldt efter kongens dronning  Charlotte Amalie.

Fort Christian står stort set med kun de fornødne reparationer i dag som dengang det blev bygget og er dermed et værdig minde fra starten på Danmarks tilstedeværelse på øerne.

Jorden blev nu opdyrket med Sukke rør , tobak og bomuld stort overskud gav det ikke, men havnen i Charlotte Amalie blev en vigtig transit havn og gav overskud i form af told fra  andre landes skibe.

Hurtig stod det dog klart, at Europæerne ikke kunne klare arbejdet i det varme tropiske klima og da andre lande indførte slaver fra Afrika til at udføre arbejdet, begyndte Danmark nu på det der kom til at hedde tre punkts handlen. Man sejlede fra Danmark, København og Flensborg med billige varer, tøj af dårlig kvalitet, gamle våben, knive og glasperler  ned til guldkysten i  Afrika hvor man  solgte ovennævnte ting til neger høvdingerne og fik slaver i bytte. Disse slaver blev under forfærdelige forhold stuvet ombord i skibene og sejlet til St. Thomas hvor de blev solgt til plantage ejerne og sat nøgne i arbejde i marken, ofte var dødeligheden på disse transporter 25 – 30 % . Ja man sagde det var så slemt, at hajerne fulgte slaveskibene og levede af de døde slaver der blev smidt overbord. Efter at slaverne var sat i land fik skibene deres last af sukker, sirup, rom, tobak og bomuld ombord og sejlede hjem til Danmark hvor varerne blev solgt med kæmpe fortjenester.

Slavernes forhold  på  St. Thomas og senere på de andre to øer var elendige. De fik tildelt et lille stykke jord hvor de selv skulle dyrke deres mad, d.v.s. det var kun om søndagen de kunne dyrke deres lille jordlod, for ugens andre seks dage skulle de arbejde fra tidlig morgen til sen aften for plantage ejerne.

Ulydighed blev straffet meget hård. 100-200 piske slag for små forseelser, herefter blev den blodige ryg indsmurt i salt og pepper. Tyveri blev straffet med afhugning af en hånd, flugtforsøg med afhugning af et ben. og opfordring  til oprør med pisk efterfølgende radbrækket  hvorefter de blev lagt på hjul og stejle eller ophængt i benene ind til de døde.

 Angående slavernes mad var det billiger at lade slaverne arbejde og sulte sig til døde som at give dem mad.

i 1684 besatte Danmark St. Jan under store protester fra England, men øen blev tilført slaver der opdyrkede jorden. Der blev også opført et fort på øen, men her vente kanonerne ind mod øen, man var mere bange for slave oprør som man var bange for angreb fra søsiden. Dette skulle vise sig at være velbegrundet  for i  1733 udbrød et slaveoprør. Slaverne indtog fortet og drog derefter hærgende over øen hvor de fleste hvide fik halsen skåret over. Danmark havde ikke tropper nok på St. Thomas til at nedkæmpe oprøret og først et år senere da der ankom hjælp af franske tropper blev oprøret slået ned, og alle slaver blev dræbt. Efter dette oprør blev St. Jans produktion dog aldrig den samme.

I 1733 købte Dansk Vestindisk Kompagni øen St. Croix af Frankrig, og der blev indført mange tusinde slaver til øen  der blev inddelt  i lodder. I de kommende år gav øen store afgrøder og store fortjenester til såvel plantage ejerne som til Danmark. 1755 overlod  Vestindisk  kompagni øen til den danske trone.

I Europa herskede der konstant krige mellem England og Frankrig. England og Spanien  o.s.v.

Dette benyttede den danske konge til at gøre havnene på de Dansk Vestindiske øer til frihavne, hvilket medførte, at man især på St. Thomas tjente store penge, men også med mellemrum besættelse af englænderne der var utilfreds med at sørøverne havde et fristed på øerne, vel måtte sørøverne kun ligge i havnen i 24 timer for reparation  og vel måtte de ikke gå iland eller handle med beboerne på øen , men efter mørkets frembrud gik det, mod at tolderne fik deres del og der var ofte store rigdomme disse sørøverskibe havde i lasten  og vand og proviant skulle de jo bruge før de sejlede videre.

Forholdet mellem slaver og hvide var ca. 1 til 100 så selv om de hvide levede et liv i sus og dus frygtede de stadig for slaveoprør, danske soldater var der ikke ret  mange af  og de ville således ikke kunne modstå et sådan oprør. Danskerne og danske plantage ejerne har altid været i mindretal på øerne, der var flest englænder , hollænder, og tyskere der ejede plantagerne.

 Peter Carl Frederik von Scholten   

Peter von Scholten , søn af en tidligere guvernør på St. Thomas  og som ved kongens gunst havde beklædt stillingen som  Vejermester og toldermester på St.Thomas blev i 1827 unævnt til generalkonsul for alle tre øer  og flyttede til St. Croix.

Peter von Scholten har nok fra første færd besluttet at forbedre slavernes kår, han arbejdede sammen med  den religiøse Herrenhut  orden på øerne om en skolegang for slavebørnene og tog selv om han havde en kone hjemme i København sig en farvet, men rig elskerinde ved navn Anne Hedegaard, med hvem han levede sit liv på St. Croix.  Til stor fortrydelse for plantage ejerne udnævnte han en sort til officer i militsen og inverterede farvede med til festerne der blev afholdt i guvernør boligen i Christianssted på St. Croix. De sorte elskede ham og de hvide kan vel sige hadede ham.

Peter von Scholten havde mange gode år sammen med Anne Hedegaard og god hjælp fra sin bror der var toldermester i Frederikssted. 

Efter at englænderne i 1833 havde frigivet alle slaver på deres øer forsøgte Peter von Scholten under et besøg i København i 1834 at få kongen til at frigive slaverne på de danske øer. dette mislykkedes , men i 1847 besluttede Kong Christian den 8 at alt slaveri skulle ophøre 12 år efter, men at alle børn født af slaver skulle fødes frie fra 1847. Denne lov medførte selvfølgelig utilfredshed hos såvel slaver som slave ejerne. Sidst nævnte ville ikke mere føde børnene efter slaverne da de nu ikke mere var deres ejendom og slaverne sagde til Massa Peter som de kalde Peter Von Scholten. 12 år er for længe vores børn er frie, men vi er stadig slaver.

I slutningen af juni 1848 var der stor uro blandt slaverne hvilket medførte, at det den 3 juli opstod et slaveoprør hvor tusinde af slaver bevæbnet med store knive samledes i Frederikssted med krav om frihed og råbte de ville tale med  Massa Peter. Da de ellers ville brænde byen af.

Soldaterne og politiet på Fort Frederik i Frederikssted var så få at de ikke havde mulighed for at nedkæmpe oprøret og der gik bud til Peter von Scholten der befandt sig på sit landsted nær Christianssted, han lod straks spænde for og kørte til Frederikssted hvor han blev mødt af denne store menneskemængde der krævede frihed nu. 

 Vel med tanken om oprøret på St. Jan og de blodige oprør der havde været på de fransk og spanske øer, rejste Peter von Scholten sig op i sin vogn og erklærede fra i dag er alle slaver på de dansk Vestindiske øer frie mennesker.

Slaverne jublede og plantage ejerne rasede og anklagede Peter von Scholten for højforræderi.

Peter von Scholten var nu en nedbrudt mand, et par dage efter faldt han af sin hest med en hjerne blødning, herefter blev han ført til København og stillet for retten der dømte ham for højforræderi fratog ham alle hans titler og pension. året efter fik han dog oprejsning af højesteret, men han var nu en syg mand. han tog ned til en datter der boede i Altona hvor han døde i 1854.

Peter von Scholten så aldrig mere sit elskede dansk Vestindien eller  Anne Hedegaard. Han ligger begravet på Assistent Kirkegården i København.

 Efter frigivelsen af slaverne opstod der store problemer. Slaverne skulle nu have løn for deres arbejde og hvad med deres boliger som jo var plantage ejernes?  Der opstod uroligheder, plantage driften var ikke mere rentabel. Da man i Danmark nu dyrkede sukkeroer og kunne udvinde sukker langt billiger af disse end af sukke rørene nede på øerne. Mange Plantageejere forlod simpelthen deres ejendomme og rejste hjem til Europa med deres formuer.

Flere oprør opstod, hvor de tidligere slaver afbrænd plantagerne og dræbte nogle af de tilbageblevne hvide. Nød og elendighed rådede nede på øerne.

Nogenlunde således så det ud da Danmark efter en afstemning her i Danmark besluttede at sælge øerne til overdragelse til USA den 31 marts 1917 for et beløb på 25 millioner dollar.

Stemme procenten her i Danmark var på 40 % for salget stemte 286694 imod stemte 157596.

 Personlig mener jeg, at vi har behandlet øerne og øens befolkning rigtig dårlig. Først mishandler vi vores slaver, henter på deres bekostning store rigdomme hjem til Danmark. Så frigiver vi slaverne, men lader dem leve i nød og elendighed, da det nu ikke mere kan hentes rigdomme hjem. Derefter sælger vi øerne med folk og fæ til USA, til endnu mere nød og elendighed.

Ja det ville vel svare til at vi i dag solgte Bornholm til Sverige uden at spørge folk på øen hvad de  mente om den sag.

Under mine besøg på de tidligere Dansk Vestindiske øer fandt jeg ud af at mange stadig har varme følelser for Danmark, men at de føler vi skylder dem noget. Og de har nok ret.

Hans Mathiesen